Er dit barn særligt sensitivt? Og er du i tvivl om, hvordan du skal takle det? Journalist Ulla Hinge Thomsen har skrevet en bog om at være særligt sensitivt barn og voksen. Få hendes 10 bedste råd her.

Den amerikanske psykolog Elaine N. Aron opdagede i 90’erne, at der fandtes en type mennesker, som var ekstra modtagelige over for sanseindtryk og bearbejdede dem dybere end andre. Hendes undersøgelse tydede på, at det gjaldt 15-20 procent af befolkningen.

Siden har hun og andre forsket videre og blandt andet ved MR-skanninger påvist, at sensitive hjerner arbejder anderledes end andres. At være særligt sensitiv er hverken en sygdom eller en svaghed, men et karaktertræk, som er arveligt og kan vise sig helt fra spædbarnsalderen. Hvis særligt sensitive børn bliver accepteret og støttet fra starten af deres liv, har de et stort potentiale for trivsel og lykke.

Er du selv særligt sensitiv?
At være særligt sensitiv og forælder kan være en stor udfordring. Børn er stimulerende, både psykisk og fysisk, og det kan være svært at finde overskuddet, når du selv nemt bliver overstimuleret. Til gengæld har du nok også en veludviklet empati som særligt sensitiv, og den er dit trumfkort som  forælder!

Her er 10 gode råd til dig, med et særligt sensitivt barn.

Vær sikker i din sag
Begrebet særligt sensitiv er blevet populært de senere par år og bruges ofte om børn, som reagerer voldsomt på omgivelserne. Enten ved at trække sig ind i sig selv og blive bange og forsigtige eller ved at blive udadreagerende, ‘umulige’ og rasende.

Også børn, der reagerer stærkt på tøj, der kradser, kropskontakt eller larm kan ende i ‘særligt sensitiv’-kassen. Voldsomme reaktioner fra et barn kan dog skyldes mange forskellige ting – fra helt almindelige udviklingshop til deciderede psykiske vanskeligheder. Så vær varsom med at kalde dit barn særligt sensitivt ud fra enkeltstående oplevelser.

Følg dit barns udvikling nøje, og se, om du bliver ved med at kunne se de sensitive træk i dit barn over flere år. Har du et særligt sensitivt barn, så vid, at dit barn kan alt det, andre børn kan, så længe du giver det pauser indimellem.

Accepter dit barns sensitivitet
Det kan være svært at rumme et særligt sensitivt barn, både hvis du selv er særligt sensitiv, og hvis du ikke er. Hvis du selv er sensitiv og har mange udfordringer, kan det være hårdt at få din sensitivitet ‘spejlet’. Måske ønsker du, at dit barn skal have det lettere end dig, og derfor ønsker du ikke at se dets sensitive side.

Du kan også blive overstimuleret af dit barns reaktioner – gråd, pylren og raseri – og have svært ved at finde overskud til at være rummelig. Hvis du ikke er sensitiv selv, kan du omvendt blive provokeret af, at dit barn ‘overreagerer’. Uanset hvad bliver dit barn ikke mindre sensitivt af, at du ønsker, det skal være mindre sensitivt, eller at du slår det hen som pjat eller overreaktioner, der skal bekæmpes.

Du kan ikke hærde dit barn til ikke at være sensitivt. Det får til gengæld god mulighed for at leve godt med sit træk, hvis du kan rumme det, hjælpe barnet med at blive afstimuleret og blidt træne situationer, det har det svært med.

Lær tegnene på overstimulering at kende
Særligt sensitive børn bliver hurtigere overstimulerede end andre, fordi de tager alt ind og bearbejder det dybt. En særligt sensitiv baby kan for eksempel begynde at græde efter blot et enkelt barselsbesøg, mens en ikke-sensitiv baby måske kan klare flere timer i træk på café. Overstimulering kan komme til udtryk som gråd, træthed, eller raserianfald. Dit barn kan også blive trist og trække sig ind i sig selv.

Det er godt at vide, hvornår dit barn er overstimuleret, så du kan hjælpe det med at få en pause fra indtrykkene. I takt med, at barnet bliver ældre, skal det også selv kunne mærke sine grænser, men det tager mange år at lære.

Find en fast rutine
Ro, renlighed og regelmæssighed klinger måske gammeldags, men er guf for et særligt sensitivt spædbarn, der nemt bliver overstimuleret af nye indtryk og har svært ved at komme ned igen, når først det er kommet op i det røde felt (det ved enhver, der har travet op og ned ad stuegulvet med en skrigende baby).

Senere, i tumlinge- og børnehavealderen, har en forudsigelig hverdag også den indlysende fordel, at barnet ved, hvad det skal. Når det ikke skal bruge energi på at forestille sig, hvad dagen mon bringer, har det bedre overskud til at takle de uforudsete ting, livet også vil byde på, og som kan være ekstra belastende for det særligt sensitive barn: at den faste pædagog er syg, at bedstevennen pludselig leger med en anden, eller at Rød Stue skal på en spontan tur.

Når alting vakler, er det godt, at nogle rammer er faste. Så kan I få det til at gå op, er det godt at have faste henteaftaler, måltider og sengetider.

Giv plads til både ro og aktiviteter
Det allerbedste, et særligt sensitivt barn kan få, er en hverdag med god balance mellem aktivitet og hvile. Aktiviteterne er nødvendige, både for barnets udvikling og for bare at have et sjovt børneliv, men de stimulerer også, og er der for mange af dem i træk, kan de overstimulere. Så bliver barnet træt, pirreligt og ked af det, får det alligevel ikke noget ud af aktiviteten.

Ro og pauser, hvor systemet får lov til at falde til ro og lade op igen, er afgørende for alle børn, men ekstra vigtigt for særligt sensitive børn, fordi prisen er så høj, hvis de ikke får dem. Derfor er det din opgave som forælder at sørge for, at I som familie hverken styrter rundt fra det ene arrangement til det andet eller sidder helt stille derhjemme af frygt for, at jeres barn bliver overstimuleret.

Se på dit barn – er det overstimuleret hver gang, I kommer hjem fra et arrangement? Måske kan I gå til lidt færre, eller blive der lidt kortere tid? Måske handler det bare om lige at tage dit barn på skødet med ansigtet vendt ind mod dig en halv times tid undervejs.

Sæt krop på
Alle børn har brug for at mærke deres krop, og hvad den kan. Særligt sensitive børn skal have et lille ekstra skub, fordi de kan virke bange og forsigtige, eller de kan have brug for at afreagere en masse opsparet energi. Et særligt sensitivt barn får god selvfølelse ud af at skubbe sine kropslige grænser lidt og komme i kontakt med sin krop.

Sørg for, at der er fysisk leg og træning på programmet fra babyalderen, og bliv ved med at tænke i, hvad der kan udfordre den lille krop. Alle sanserne skal stimuleres, hvis barnet skal udvikle sig motorisk, psykisk og socialt, og særligt sensitive børn skal ikke skånes. Tværtimod er understimulering mindst lige så slemt og kan i sig selv gøre barnet følsomt for overstimulering. Er du i tvivl om, hvad dit barn kan klare, så opsøg en motorikvejleder.

Skru ned for (over)beskyttelsen
Når du først har oplevet tilstrækkelig mange gange, at dit barn er smeltet ned i fortvivlelse eller har fået et raserianfald, fordi det er blevet overstimuleret eller angst, kan du godt få lyst til at beskytte det (og dig selv) mod at få den slags oplevelser igen. Det er forståeligt og godt at skærme dit barn, så det ikke konstant ryger ind i fortvivlende oplevelser.

Men du kan også komme til at overbeskytte dit særligt sensitive barn i en grad, så det ikke lærer at leve i verden, som den er. Den er jo fuld af larm, konflikter og nye oplevelser, hvilket alt sammen er noget, et særligt sensitivt nervesystem har svært ved, men som alle børn alligevel skal lære at håndtere. For et særligt sensitivt barn gælder det ikke om at blive hjemme og undgå det svære, men om at træne det svære lidt ad gangen.

Undgå skældud
Ingen moderne opdragelseseksperter tror på skældud som en god måde at omgås børn på, og når det gælder særligt sensitive børn, er det absolut no go. Skældud får blot barnet til at føle sig forkert, og for det særligt sensitive barn er den følelse næsten ubærlig. Selvfølgelig skal dit barn vide, hvad der er acceptabel opførsel, og hvad der ikke er. Men i stedet for at skælde ud, så giv en kort, behersket irettesættelse, hvor du fortæller, hvad barnet har gjort forkert, og hvad du ønsker, det skal gøre i stedet for.

Giv tid til overgange
Nye situationer er svære for alle børn, men særligt for sensitive børn. At begynde i institution kan virkelig trække tænder ud, og vi er mange forældre, der har stået med hylende børn (og tårer i øjnene) og tænkt, at vi nok selv var nødt til at blive i institutionen for evigt eller simpelthen sige op og passe vores børn selv. Men fordi dit barn har svært ved at starte i institution, betyder det ikke, at det ikke kommer til at blive glad der med tiden.

Overgangen i sig selv er blot meget stimulerende, og det reagerer barnet på. Så øv dig i ikke at blive forskrækket, men sæt i stedet god tid af til at køre dit barn ind. Pas det ind med få timer, så gradvist flere, til det er trygt nok til at være der en hel dag. Du kan også aftale med institutionen, at der bliver givet plads til pauser i løbet af dagen i starten. Hvis du undgår at overbelaste dit barn, kan du også begrænse mængden af gråd.

Sig godnat med et ritual
Efter en lang dag med masser af leg, læring og oplevelser er mange børn overstimulerede, også de ikke særligt sensitive. For de særligt sensitive er det dobbelt op. Selv om barnet er træt, er søvnen næsten uopnåelig, også for de stakkels, trætte forældre. Et fast godnatritual med en historie, beroligende musik og måske en lille massage kan være det, der får barnet til at falde til ro og i stand til at tage imod den søvn, det har sådan brug for.

Nogle børn har glæde af strøg med en såkaldt taktil-børste, der stimulerer følesansen.