Ny forskning antyder, at adfærd påvirkes af traumatiske oplevelser hos tidligere generationer.
Los Angeles
Finder der en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn?
Det mener amerikanske forskere fra Atlanta-universitetet Emory University School of Medicine, som har foretaget en række dyreforsøg på området.
Traumatiske begivenheder
Resultaterne er omtalt i den seneste udgave af det videnskabelige tidsskrift Nature.
Dyreforsøgene antyder, at adfærd påvirkes af begivenheder hos tidligere generationer, som videregiver en form for genetisk hukommelse, lyder meldingen.
Traumatiske begivenheder påvirker nemlig arvematerialet i sæd og kan føre til ændringer i både hjerne og adfærd hos efterfølgende generationer.
Sæd og hjerne påvirkes
I forsøgene fra Atlanta blev mus trænet i at frygte og undgå duften af blomstrende kirsebær.
Denne aversion mod kirsebær viste sig at blive nedarvet hos senere generationer af mus fra samme familie.
Forskerne undersøgte i den forbindelse musenes sæd, som udskilles fra kønskirtlerne og indeholder de mandlige kønsceller spermatozoer.
Her viste det sig, at den del af dna, der bestemmer følsomheden overfor duften af kirsebær, blev gjort mere aktiv i musenes sædceller.
Optrænet følsomhed blev videregivet
Både musenes afkom og næste generations afkom var ”ekstremt følsomme” over for kirsebær og undgik duften på trods af, at de enkelte eksemplarer aldrig selv havde oplevet duften før.
Forskerne opdagede også ændringer i musenes hjerner.
”Erfaringerne hos en moder – selv før undfangelsen – påvirker markant både struktur og funktioner i nervesystemet hos de efterfølgende generationer,” lyder det konkluderende i forskernes rapport.
Nyttig viden
Dermed har de leveret flere beviser for eksistensen af den såkaldte ”transgenerationelle epigenetiske arv”, som blandt andet antyder, at traumatiske oplevelser går igennem generationer og overføres fra en generation til den næste.
Professor Marcus Pembrey fra University College London siger til BBC News, at undersøgelsens resultater er ”yderst relevante i forhold til fobier, angst og post-traumatisk stress-sygdomme,” og at de leverer ”et overvældende bevis for”, at disse former for hukommelser går igennem generationer.
”Jeg formoder, at vi aldrig helt vil forstå fremkomsten af neuro-psykiatriske lidelser eller fedme, diabetes og metaboliske forstyrrelser generelt uden at have en multigenerational tilgang,” siger han og tilføjer, at det er ”på høje tid”, at den øvrige del af forskningsverdenen tager området alvorligt.
Skriv et svar