Når forældre ikke giver modspil, får vi hovedløse forvirrede unger

Camilla Bangsgaard Stoustrups 13-årige søn føler sig anderledes end sine kammerater.

Hvis hans mor siger noget, er han nemlig nødt til at rette ind. Og det forventes som en naturlig ting, at han siger tak, og at han rydder op efter sig. Men sådan er det bare langtfra for alle drenge, oplever de i familien på fem, som bor uden for Ebeltoft.

»Kammeraterne siger til ham: »Det er godt nok nogle skrappe forældre, du har«, fortæller Camilla Bangsgaard Stoustrup.

Til gengæld får hun ofte at vide, at hendes børn – som foruden Jonathan tæller Nina på 5 år og Johan på 2 år – er harmoniske og rolige.

»Det er ikke, fordi vi straffer, men vi er konsekvente, og når jeg fortæller det, så er der mange, der siger, at så konsekvente ville de aldrig være«, forklarer den 40-årige folkeskolelærer, som fortæller, at børnene må vente i bilen, hvis de ikke kan opføre sig ordentligt, når hun skal ind i en butik.

Forældrenes pligt

Camilla Bangsgaard Stoustrup var en af mange, som i den forgangne uge blandede sig i en livlig debat om børneopdragelse på Politiken.dk.

Startskuddet var et indlæg af lokalpolitikeren og studievejlederen Jan Andreasen, som fortalte om en mor, der ringede, fordi hendes 21-årige søn bare lå i sengen og ville vartes op. Moren havde givet op og bad studievejlederen om hjælp. Og episoden er symptomatisk, mener Jan Andreasen.

For danske forældre vil ikke opdrage og stille krav til deres sønner. Og hvor pigerne i højere grad retter ind og klarer sig uden opdragelse, taber drengene, som fra naturen er senere modne.

Resultatet er, mener debattøren, små højtflyvende prinser, som lander i den forkerte ende af alle de forkerte statistikker:

LÆS DEBATINDLÆGDanske drenge er tabere – forældrene opdrager dem ikke

Flest drenge larmer i timerne, flest drenge får ingen ungdomsuddannelse, flest drenge begår kriminalitet – og som om det ikke var nok, er unge mænd også underrepræsenteret på de lange videregående uddannelser.

Og Camilla Bangsgaard Stoustrup kunne ikke være mere enig – det ser hun både hos sin søns kammerater og i sit arbejde som skolelærer.

»Jeg oplever, at forældrene slet ikke magter opgaven. De aner slet ikke, hvilke fatale konsekvenser det får for deres børn og omverdenen, at de ikke stiller krav til deres sønner. Vi har pligt til at opdrage vores børn til at være tålelige, fornuftige, venlige, hensynsfulde og hjælpsomme mennesker, som har lært at tage vare på sig selv, vise andre respekt og tage deres liv alvorligt«, skrev Camilla Bangsgaard Stoustrup blandt andet.

Angsten for opdragelse

Den holdning er hun ikke alene med. Ser man på de seneste års litteratur om børneopdragelse, vrimler det med bøger, som kalder på markante voksne og om ikke på disciplin, så i hvert fald på god opførsel. Der ser ud til at være et veritabelt opgør med den antiautoritære demokratiske opdragelse, som ellers nærmest er et skandinavisk varemærke.

En norsk pædagog og en filosof har ligefrem skrevet en bog med titlen ’Angsten for opdragelse’, hvis hovedpointe er, at forældre og lærere i dag opfatter opdragelse som noget reaktionært, og at de helst vil undgå at være autoriteter over for børnene.

Forfatterne indvender, at børn har brug for voksne, som tager ansvar, og de efterlyser, at voksne får ny autoritet.

LÆS OGSÅPsykolog: Børn har brug for en far, der sætter grænser

En herhjemme, som om ganske få uger er bogaktuel, er mangeårig debattør, børneforkæmper og psykolog. John Aasted Halses kommende bog hedder simpelthen ’Den nødvendige opdragelse – er opdragelse nødvendig?’, og svaret på det spørgsmål er ifølge forfatteren et rungende ja.

»Dilemmaet omkring opdragelse i dag er, at forældre har så svært ved at trække egne grænser. De vægrer sig ved at sige »du skal« eller »nej«. For så forstyrrer man illusionen om den konfliktfrie familie. Men den konfliktfrie opdragelse findes ikke«, siger John Aasted Halse, som mener, at Jan Andreasen har en pointe.

»Når forældre ikke giver modspil, får vi hovedløse forvirrede unger, der kører efter deres eget hoved, og som også indimellem er stærkt selvovervurderende og ikke kan klare modstand«, siger John Aasted Halse, som mener, at der desuden – særligt når det gælder drenge – er mødre, som ubevidst ønsker at servicere for at være en vigtig person i sønnens liv.

Hos Camilla Bangsgaard Stoustrup i Ebeltoft bliver sønnen ikke serviceret. Det giver trygge børn at guide dem, siger hun. Og hun oplever ofte drenge, som har svært ved at fungere socialt.

»Drengene er ikke dumme eller vil være flabede. De kender bare ikke til almindelig venlighed og taknemmelighed. De har ikke lært det hjemmefra. Men børn – og især udadreagerende drenge – har brug for en tydelig opdragelse«.

Eksempelvis er det at være vedholdende en værdi, som hun lærer deres børn. Hun forklarer, at da sønnen begyndte i skole, var der mange børn, som begyndte til musikundervisning. Men efter et par år var han en af de få, der var tilbage. De andre syntes, at det var kedeligt, og så fik de lov at holde op.

»Sådan er det ikke hos os. Hjemme hos os går man til musik, og det er ikke frivilligt, når man er begyndt. Man må fortsætte. Det betyder, at han er dygtig i dag. Nu kan han se fidusen i at blive ved. Og sådan er det jo med mange ting – at børste tænder og lave lektier, der er det rigtig godt at blive holdt fast«, siger Camilla Bangsgaard Stoustrup.

Svær balance

Ikke alle i debatten vil dog skyde på forældrene. Sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen, som har skrevet bøger om opdragelse og har hjemmesiden netsundhedsplejerske.dk, hvor hun rådgiver forældre, tager forældrene i forsvar.

»Min oplevelse er, at forældre gerne vil opdrage deres børn, og også, at de gør det. Alt det, vi hører om, at vi er curling- eller helikopterforældre, som sørger for alting, det er fortegnet og gør kun, at forældre mister troen på sig selv og fornemmelsen for, hvad de kan kræve af et barn. Så sætter de lige pludselig meget høje krav, som barnet ikke kan honorere, og så bliver der unødige konflikter«, siger Helen Lyng Hansen, som heller ikke mener, at forældre gør forskel på drenge og piger, men henviser til drenges senere modning biologisk som forklaring på, at de eksempelvis klarer sig dårligere i skolen end piger.

LÆS OGSÅSå opdrag dog jeres børn, forældre

Hun genkender dog billedet af, at forældre leder efter en balance i deres opdragelse.

»De søger hjælp til at finde ud af, hvilken slags forælder de skal være. Hvis jeg ikke skal være en curlingforældre, som er eftergivende og giver lov til alt, og jeg heller ikke vil være en autoritær forælder, som straffer, hvordan skal jeg så være? Og de spørger ofte, hvordan de bliver tydelige, når de taler til deres barn«.

Og netop det med at være tydelig er noget, der karakteriserer Camilla Bangsgaard Stoustrup både som forælder og som lærer.

»Jeg er meget konsekvent. Jeg siger det også til mine elever, at jeg holder det, jeg lover. Både det, som de glæder sig til, og når det gælder at holde på, hvad man ikke må. Vi er de voksne, så vi fortæller, hvad man skal lade være med at gøre, fordi man vil fortryde det bagefter«.

Camilla Bangsgaard Stoustrup forklarer, at hun selv er vokset op i 1970’erne, hvor hun oplevede, at man ikke ville stille for høje krav.

»Det var jo den anerkendende pædagogik, hvor man ikke ville sige nej til børn, men så ved man jo ikke, hvornår man har gjort det rigtige, og man kan komme til at begå de samme fejl hele tiden«.

Forældre skal ikke være venner

Og Camilla Bangsgaard Stoustrups opgør afspejler en større udvikling. Claus Holm fra Institut for Dannelse og Pædagogik (DPU) taler ligefrem om, at 1970’ernes antiautoritære opdragelse står for fald.

»Med opgøret med den autoritære opdragelse smed man den voksne som formynder ud med badevandet, og det kan der siges meget godt om. Men man smed også det ansvar, som de voksne tog på sig, ud. Et ansvar, som kom til udtryk i en holdning til, eksempelvis hvornår barnet skal i seng, eller om barnet skal læse lektier. Men med ligeværdighedens indtog blev det hele til forhandling mellem et barn og en voksen, der blev til en slags ligeværdige venner. I dag er der brug for et opgør med det selvdisciplinerende barn, og det kalder jo på voksne, der vil stå ved deres ansvar«, siger Claus Holm, som er lektor og viceinstitutleder.

LÆS OGSÅPædagogisk forsker: Opdragelse er fyldt af modsætninger

Helt kort kan udviklingen beskrives ved hjælp af en central hverdagssituation i alle familier, nemlig sengetiden.

Den autoritære og gammeldags forældre kommanderer sine børn i seng: »Så er det sengetid!«. En moderne antiautoritær forældre giver børnene stor indflydelse. Karikeret: »Hvornår synes du selv, at du skal sove?«.

Men måske har pendulet altså bevæget sig for langt fra børns behov for voksenautoritet.

For det, der nu efterlyses, er, at forældre siger: »Nu skal du i seng, fordi jeg ved, at et barn på din alder har brug for 8 timers søvn for at være frisk i skolen i morgen«.