Der er i de senere år udført en lang række undersøgelser af, hvornår børn bliver aggressive, og hvorfor de bliver det.

Den viden er meget nødvendig! Børn, der udsættes for aggressiv adfærd fra andre børn, kan komme til at lide alvorligt under denne belastning, især hvis den står på i længere tid.

Ligesom voldelig adfærd i barnealderen undertiden fortsætter i voksenalderen og bliver til et stort problem for såvel den voldelige som omgivelserne.

To uproblematiske grupper

Amerikanske undersøgelser har vist, at man kan tale om fire typer af børn, når vi ser på forekomsten af voldelig adfærd.

Først er der de to relativt uproblematiske grupper:

• Den største gruppe på ca. 40 procent består af børn, der sjældent eller aldrig udviser egentlig voldelig adfærd.
• Den næststørste gruppe på 35 procent udgøres af børn, der udviser aftagende voldelig adfærd. De kan være meget aggressive og voldelige i fem- til syvårsalderen, men lærer efterhånden at styre deres vrede, så de bliver jævnt mindre voldelige med årene, og de er sjældent udpræget voldelige som voksne.

Voldelige børn fortæller om fremtiden

Men så er der de to grupper, som er mere problematiske.

• Den næstmindste gruppe på 15 procent er de konstant voldelige børn, som vedvarende har et højt niveau af voldelig adfærd. Disse børn begår oftest emotionel vold på grund af uhæmmet vrede eller raseri, og en ikke ubetydelig del af denne gruppe begår endog farlig vold i voksenalderen.
• Endelig er der den mindste gruppe på 5-10 procent, hvor børnene udviser tiltagende voldelig adfærd gennem skoleårene. Her finder man en større hyppighed af vold begået ’med koldt blod’. Det menes, at børn i denne gruppe efterhånden lærer, at vold kan medføre forskellige fordele eller gevinster. Denne kategori af voldelige børn fortsætter som den foregående gruppe også ofte med vold i voksenalderen.

Voldelige børns adfærd fortæller altså også noget vigtigt om fremtiden, ikke kun deres egen. Også typen af ofre kan forudsiges. Tendensen til instrumentel vold hos børn fører især til senere vold rettet mod fremmede, for eksempel røverisk overfald eller vold for at hæve sin anseelse.

Emotionel vold hos børn er derimod snarere et varsel om senere vold begået mod bekendte eller nærtstående, for eksempel børn og ægtefælle.

Instrumentel vold er særligt arvelig

Der er altså en klar sammenhæng mellem det vrede barn og den vrede voksne. Men hvordan opstår vrede og vold hos børn?

Her viser forskningen ikke så overraskende, at både arv og miljø spiller ind. Lad os se på de arvelige faktorer først:

Man har gennem en undersøgelse af voldelig adfærd hos 1.200 tvillingepar – både en- og tveæggede – kunnet beregne, hvor stor en rolle den genetiske arv spiller. Tendensen til at begå instrumentel vold er særlig arvelig:

50 procent af årsagerne kan hos drenge tilskrives generne, mens tallet kun er 35 procent, når det gælder emotionel vold.

Forskel på piger og drenges vold

Nok så interessant viste det sig, at der ikke er nogen forbindelse mellem de arvelige årsager til de to voldstyper: Man har ikke nødvendigvis mere tendens til at blive en iskold dræber, fordi man har anlæg for at hidse sig op og ofte bliver grebet af kogende vrede følelser.

Baggrunden er da også meget forskellig: De, der udøver instrumentel vold, er arveligt belastet af manglende medfølelse med ofrene, mens den emotionelle vold snarere har at gøre med barnets medfødte temperament – og dets evne til selvbeherskelse, som også til dels er arveligt.

Undersøgelsen viste også en interessant kønsforskel: Den vold, piger begår, beror ikke i nær samme grad som drengenes på medfødte anlæg. Hos piger tyder det snarere på, at voldelig adfærd helt overvejende skyldes det miljø, de vokser op i.

Opvækst med vold eller varme

I en række nye undersøgelser har man set på miljømæssige faktorer bag voldelig adfærd hos børn, og især på emnerne opdragelse, kammerater, medievold, kampsport og mobning.

Hvad opdragelse angår, viser forskningen, at forældre, der slår deres børn, oftere får børn, som slår andre børn. Faderen slår måske sin søn for at få ham til at holde op med at overfalde sin lillesøster – og det virker faktisk: Ifølge indlæringspsykologien lærer drengen at hæmme sin aggressive adfærd.

Men desværre følger der sandsynligvis også to andre ting med: For det første lærer han KUN (specielt) at hæmme sin voldelige adfærd over for lillesøsteren, når faderen er i nærheden.

For det andet lærer barnet, at det er o.k. at slå dem, der er mindre end én selv – det viser faderen som rollemodel.

Generelt har graden af engagement og varme i opdragelsen stor indflydelse på risikoen for, at børn udvikler voldelig adfærd, især vold af instrumentel art. Har forældrene en forsømmelig adfærd præget af lav grad af varme og engagement, kan det føre til voldelig adfærd hos børn.

Derimod kan forældre, der udviser engagement og varme i opdragelsen, og som tager sig tid til at snakke med børnene, påvirke dem, så de undlader at ty til overgreb og forstår de lidelser, vold medfører.

Nogle børn bliver særligt påvirkede af medievold

’Åh, han er bare kommet i dårligt selskab’ – sådan lyder forklaringen ofte, når en ellers god dreng skejer ud og måske også begår vold.

Forklaringen holder langtfra altid, men såkaldt dårlige kammerater, der begår instrumentel vold, kan faktisk få et barn til at deltage i – og selv begå – instrumentel vold. Omvendt kan kammerater selvfølgelig også være gode og ligesom velfungerende forældre påvirke et barn til at tænke sig om, inden det griber til vold.

Men hvad så med voldsfilm og voldelige computerspil? Bliver børn mere voldelige af at se mange voldsfilm og spille voldelige computerspil?

Konklusionen på den omfattende forskning i dette er, at nogle børn helt sikkert år efter år bliver mere voldelige af meget medievold, nemlig de børn, som i forvejen – af forskellige grunde – har en stærk tilbøjelighed til voldelig adfærd.

Voldelige computerspil HAR effekt

Man kan påvise den smittende effekt af voldsfilm ved at udsætte én gruppe børn for en voldsfilm, samtidig med at en anden ser en ikke-voldelig film. Efter filmen er der som regel en klart højere tendens til voldelig adfærd i gruppen, der har set voldsfilmen.

Det har dog vist sig at afhænge lidt af, hvilken slags voldsfilm der vises: Jo mere volden udføres af sympatiske personer i filmen, og jo mere volden virker smart, desto mere smitter den. Og jo mere virkelighedsnær filmen er, desto mere smitter volden.

Selv meget voldelige tegnefilm smitter altså ikke så meget som mindre voldelige, men mere realistiske voldsfilm. Disse effekter er dog kun påvist i korte perioder efter en filmvisning, og ingen ved, om det gælder på længere sigt.

Hvad voldelige computerspil angår, er resultatet det samme: Flere undersøgelser har påvist en klar tendens til voldelig adfærd hos børn og unge, der spiller mange voldsprægede computerspil – især når disse spil kræver, at spilleren selv agerer voldsmand i spillet.

Kan man få vreden ud gennem kampsport?

Måske skal vreden bare renses ud af kroppen? Ja, mener tilhængere af den såkaldte katarsisteori, der bygger på en idé om, at man jævnligt bør afreagere sine voldelige tendenser.

Mange tror, at det er sundt for især drenge at udleve deres voldelige drifter eller instinkter via deltagelse i brydning, boksning, karate eller andre kontrollerede former for voldelig adfærd.

Tilhængere af disse former for kampsport har ofte påstået, at ingen børn bliver mere voldelige af den slags udfoldelser – tværtimod hævdes det med katarsisteorien i ryggen, at de hidsige bliver mindre voldelige uden for kampsportens arena.

Det ser desværre ud til at være forkert. I en ny, ganske grundig, norsk undersøgelse fandt man en klar sammenhæng mellem langvarig deltagelse i kampsport og efterfølgende tendens til at optræde mere voldeligt i andre situationer.

Mobning har rod i forskudt aggression

Hvordan hænger vrede og mobning så sammen? Den mobning, der forekommer i skolealderen, har nogle gange rod i en forskudt aggression hos børn, der får tæv hjemme, eller som af andre grunde går rundt med en opdæmmet vrede i sig.

Men i alvorlige tilfælde af mobning er der oftere tale om instrumentel vold. Mobberne er egentlig ikke specielt vrede på mobbeofferet, men synes bare, at det er sjovt at kanøfle eller ydmyge. Eller også regner mobberne med, at mobningen medfører respekt og beundring i andre kammeraters øjne.

Der kan også være tale om et gruppefænomen, hvor man opnår en styrket følelse af fællesskab ved at hade, tæve eller ydmyge en fælles fjende, der står uden for flokken. De mobbere, der får lov at fortsætte med den aggressive eller voldelige adfærd i skoleårene, bliver oftere til betydelig plage for deres omgivelser, hvis de fortsætter den aggressive adfærd som voksne.

Baseret på den nyere forskning i sammenhængen mellem vrede og vold hos børn er der grundlag for at sætte massivt ind på en række områder for at forebygge voldelig adfærd så tidligt som muligt.