9639

Jeg er født i 1955. Jeg har to voksne sønner som begge er gift. Er farmor til fem skønne børnebørn.

Jeg er født og opvokset i Odense, Fra 1991 til 2015 har jeg boet langt ude på landet ved Revsøre. I dag er jeg tilbage i Fangel ved Odense.

Jeg har haft min egen blomster forretning i 16 år, samtidig var jeg freelance tjener. Herefter uddannede jeg mig indenfor sundheds sektoren, hvor jeg i 10 år arbejdede som freelance i Dansk Sygepleje Vikarbureau. Jeg var tit vikar på Det børnepsykiatriske hus i Odense, men også på andre psykiatriske afdelinger, heriblandt den lukkede afdeling på Svendborg sygehus. Men mange af mine vagter var hos opvågnings patienter eller meget syge, som skulle have fast vagt. Jeg elskede mit arbejde, og hver arbejdsdag var en glæde og meget energi givende. Jeg nød kontakten til alle disse mennesker, og brændte meget for at give patienterne en god behandling – også psykisk.

I 2002 blev jeg kørt ned af en bil, fik en del fysiske skader, og måtte lægge hele mit liv om. Det var en meget stor mundfuld at sluge, og det har krævet mange indsigter og forandringer. Jeg elsker livet, og vil leve det fuldt ud. Jeg havde inden ulykken, læst en masse psykologi – så når jeg ikke kunne fysisk, så kunne jeg da bruge det jeg også altid har brændt for – det psykiske. I 2003 arbejdede jeg et år som frivillig ledende koordinator på et ungdomsprojekt i Svendborg. Målet var at lytte og hjælpe de unge over deres problemer.

Herefter har jeg har vel bestået den 4-årige integrative psykoterapeut uddannelse. Jeg har haft egen praksis siden 15. november 2006. Under min 4-årige uddannelse til psykoterapeut har jeg arbejdet med mit eget liv og personlighed og trænet min evne til indlevelse, nærvær og medmenneskelighed i mødet med andre. Jeg modtager stadigvæk regelmæssigt egen terapi og supervision.

I 2008 afsluttede jeg en uddannelse som Master hypnotisør og Master NLP Practitioner. Det er fantastiske værktøjer og teknikker til at hjælpe alle former for problematikker. I 2009 tog jeg uddannelsen som Børne hypnotisør. Disse uddannelser er taget på Hypnose skolen i København.

I 2010 læste jeg en bog af Susanne Møberg med titlen ” Er du særligt sensitiv”, denne bog ændrede totalt mit liv. Hele mit liv har jeg følt mig anderledes – denne bog gav mig en aha oplevelse, og alle brikker faldt stille og roligt på plads. Alle de belastninger jeg har levet mit liv med som massiv særligt sensitiv – på alle fem områder – gav pludselig mit liv en helt anden dimension, og jeg kunne stille og roligt arbejde med den smukke gave jeg er født med, nemlig det at være særligt sensitiv. Siden har jeg viet meget af mit liv til at udbrede dette budskab, og arbejder i dag som frivillig i Styregruppen hos Særligt sensitive Fyn, hvor vi arrangerer foredrag, selvhjælpsgrupper, seminarer og meget andet – alt sammen i frivillighedens navn.

I 2011/2012 måtte jeg igennem en meget voldsom skilsmisse, jeg opdagede ganske enkelt, at min daværende mand boede sammen med en anden kvinde mandag til fredag. Når han var afsted på arbejde (han arbejdede mandag til fredag på en ø væk fra hjemmet) boede han sammen med den anden kvinde, og var hjemme hos mig i vores fælles hjem weekend, ferier og fridage. Dette havde, da jeg fandt ud af det,  stået på et lille år – og jeg havde intet opfattet. Jeg tog dem dog på fersk gerning, og så røg han ud efter 21 år. Tak for det. Denne oplevelse gav mig angst, panikangst og PTSD. Så var der igen meget at arbejde med. Jeg rullede ærmerne op, og vendte igen stille og roligt tilbage til dette skønne liv, og er igen velfungerende. Min angst rører stadig på sig, men jeg håndterer den og det er igen mig der bestemmer.

I dag tror jeg igen på livet, kærligheden, trygheden og tilliden. Jeg har været meget længe om at opdage, at den vigtigste i mit liv er mig selv, Jeg rummer selv trygheden, tilliden, kærligheden og livet, og nu tør jeg være i det, med min bedste ven ved min side……mig selv.