Artikel Skyggearbejde

Krise? Derfor er skyggen din ven.

Da jeg satte mig ned for at planlægge indholdet til den nye Shadow Facilitator uddannelse – efter at have arbejdet de sidste 6 måneder på en bog om skyggen– blev det lysende klart for mig, at der især er ét område, hvor jeg synes, skyggearbejde er et helt exceptionelt godt redskab.

Skyggearbejde er fabelagtigt i forhold til at arbejde med kriser

Midtvejskriser, livskriser, identitetskriser … you name it.

Jeg tror, vi alle sammen kender det:

1) De tidspunkter, hvor livet har taget en pludselig drejning, vi ikke lige var forberedte på.

Eller

2) De situationer, hvor meningsløsheden er kommet snigende som en tyv i natten.

Eller

3) Bare følelsen af at være ”vokset ud af sig selv”.

Kender du det?

I første scenarie står vi ofte lammede tilbage og har svært ved at samle os selv op – fx efter sygdom, skilsmisse, fyring eller et dødsfald.

I det andet scenarie vil det, vi før tillagde så stor mening (vores bedrifter, vores talenter, vores succeser) begynde at føles tomt, ligegyldigt og det kan endda føles som om at selve meningen med vores liv, kollapser for øjnene af os.

I tredje scenarie kan vi ikke længere identificere os med den, vi var engang. Sidste salgsdato på vores persona er overskredet og vi drømmer om at være en anden, end den vi er.

I alle tre scenarier står vi der i mørket og famler efter os selv. Det er som om en del af vores identitet dør.

Og hvad gør vi så?

Vi kan gøre tusind ting.

Arbejde mere, skifte job, finde en elsker, købe en hund, lægge vores kostvaner om.

Men uanset om vi bruger al vores tid på at snitte de rigtige palæo-grøntsager, chante eller træne til den næste Iron Man, så buldrer krisen lige nedenunder og truer med at æde os levende, så snart vi stopper med at snitte, chante eller løbe.

En krise er altid et tegn på, at skyggen banker på.
Og en krise kan – hvis vi undlader at symptombehandle og har modet til at tage fat om nældens rod – blive en slags genfødsel.

Enhver krise kalder på, at vi stopper op og ser på, hvem vi ikke har givet os selv lov til at være.

Enhver krise kalder på, at vi kommer i nærkontakt med vores følelser. Sådan helt intimt tæt på alle følelser. Også de voldsomme. Og grimme.

Enhver krise kalder på, at vi kommer i kontakt med vores længsler. Selv dem, vi havde glemt, vi havde.

Det er det, skyggearbejdet kan. Grave. Bore. Men også bare blidt vække til live.

Det er smukt at være vidne til (og jeg har heldigvis haft fornøjelsen rigtig mange gange) når vi bruger en krise til at finde hjem til og selv igen.

Brug skyggen.

Når krisen fælder os, kan vi ikke komme uden om skyggen. Eller jo, det kan vi godt. Men så skubber vi bare ulykken foran os. Det kan jeg ikke anbefale.

Jeg kan til gengæld anbefale at springe på hovedet ned i følelseshavet og dykke helt ned på bunden. Også selvom det er skræmmende, og det nogen gange kan føles som om du ikke overlever.

Det er som om vi har glemt – eller i hvert fald fornægtet – at modløshed, forvirring, frygt, vrede, håbløshed og sorg er en del af livet. Naturlige følelser, vi alle oplever. Men som vi ikke rigtig har lært at håndtere.

Tør du være her nede i mørket en stund – med dine følelser – begynder du at kunne orientere dig. Du overlever. Og når du kommer op til overfladen, vil du se, at din krise ikke har været enden på det hele. Men tvært imod er starten på noget helt nyt.

Skriv et svar

fourteen + two =